Jeg mærkede suset
MESTEREN
Kvinder med takt og toner
Aktuelt, 22. januar 2000
af Lilo Sørensen
Kolbes kamp for podiet. Grethe Kolbe er stadig den eneste kvindelige dirigent herhjemme,
der har skabt sig en karriere inden for det etablerede musikliv. Hendes
karriere var enestående, men personen Grethe Kolbe er også
noget helt specielt.
“De hører Underholdningsorkesteret, dirigeret af Grethe Kolbe”. Sådan
lød det i radioen fra 1951, hvor Grethe Kolbe blev ansat som dirigent
for Radioens Underholdningsorkester, en ansættelse, der varede 28
år, og på en måde var kronen på værket.
Inden da havde hun virket i forskellige amatørorkestre, startet
sit eget og som den første kvinde dirigeret Det Kgl. Kapel i 1945.
Kapelkoncerten var noget af en sensation, der fik pressens store bevågenhed.
Anmeldelserne var fortrinsvis positive, bl.a. skrev en mandlig anmelder
om Tjaikovskijs 5. symfoni: “Hun havde givet Tjajkovskijs værk en
musikalsk plastik og i temperament næsten mandigt følt udførelse,
hvad der i dette tilfælde trods alt, må opfattes som en kompliment.”
I et interview i forbindelse med koncerten, udtalte Grethe Kolbe optimistisk:
“Om 50 år er der sikkert mange kvinder her i landet, som dirigerer”.
Det kom ikke helt til at holde stik. I 1992 blev Grethe Kolbe interviewet
til foreningen Kvinder i Musiks medlemsblad, og her konstaterede hun skuffet,
at dirigentposten nok var én af mændenes sidste bastioner.
Og således står Grethe Kolbe stadig, som den eneste kvindelige
dirigent herhjemme, der for alvor har markerede sig i det klassiske musikliv.
Grethe Kolbe var i mere end én forstand pioner, og nu er hendes
biografi skrevet af Annie Brøndsholm, i tæt samarbejde med
Grethe Kolbe, der døde i maj 1997.
Biografien er skrevet i jeg-form, der giver et mere personligt præg, og er en
kronologisk livs-beretning fra barndom til alderdom. Biografien bygger
på anekdotiske beretninger holdt i talesprog, enkelt og en smule
firkantet, men fuldstændig underordnet, da interessen hurtigt koncentreres
om personen og kunstneren Grethe Kolbe. Hun kom ind på konservatoriet
med violin, som hun mere eller mindre afskrev, fordi hun ikke var tilfreds
med sine fremskridt, og begyndte i stedet at interessere sig for at dirigere.
På trods af mange ‘velmenende’ råd om at holde sig fra direktion,
blev det til et langt liv i musikkens tjeneste som orkesterleder. Grethe
Kolbe har måttet høre en del i løbet af sin lange
karriere: En koncert i Holland blev aflyst, da arrangørerne opdagede,
at det var en kvinde, de havde engageret, og en repræsentant for
Dansk Solistforbund sagde engang, at hun skulle holde sig til violinen:
'Det er jo latterligt, at du dirigerer!' Latterlig er det sidste man kan
kalde Grethe Kolbes karriere. Hendes engagement og ildhu førte
til samarbejde med de mange forskellige amatørorkestre, hvor hun
har gjort en kæmpearbejde i amatørmusikkens tjeneste. I 1931
oprettede hun sit eget orkester Grethe Kolbes Orkester, der eksisterede
til begyndelsen af 1950'erne. Grethe Kolbe kunne de første mange
år ikke leve af at dirigere, og for at få økonomien
til at hænge sammen for sig selv og hendes mor, som hun boede sammen
med til moderens død, underviste hun og assisterede på violin
i Det Kgl. Kapel. En særlig oplevelse var det for hende at spille
klaver til gymnastikundervisning rundt om på skolerne, hvor hun
sad for pivåbne vinduer og var omgivet af køllesvingende
gymnaster!
Filmfotograf Arne Abrahamsen, 21. august 2003
Læseren mærker også suset. Som barn hørte jeg ofte radioens
middagskoncerter. Jamen var du da ikke i skole på denne tid midt
på dagen? Vil man indvende. Nej, desværre ikke. Ofte lå
jeg syg og derfor var det en stor glæde at lytte til radioen: De
hører Underholdningsorkestret dirigeret af Grethe Kolbe meddelte
speakeren. Og det var virkeligt underholdende.
Nu mange år efter får jeg ved læsningen af Annie Brøndsholms
fortræffelige bog, pludselig indsigt i, hvilket vidunderlig kvinde
der stod foran musikerne og styrede den herlige musik der flød
ud af højttaleren. En varm og bevægende bog om et levende
menneske der er værd at læse mere end en gang.
Hanne Sjøland, 25. juli 2002
En bemærkelsesværdig kvinde. En imponerende bog – fuld af
kærlig forståelse af en foregangskvindes eksistentielle og
kunstneriske univers. Fascinerende læsning.
Beth Friis, 9. august 2002
Jeg mærkede suset. Ja, det hedder bogen og det var også hvad
jeg følte, da min mor fortalte mig om bogen, som hun lige havde
læst. Annie Brøndsholm bruger bare vores sprog så smukt,
så bogen var ren nydelse både indholds- og sprogmæssigt.
Min mor har ikke e-mail, så jeg vil på hendes vegne anbefale
bogen til alle.
Leif Uldam, 9. september 2002
Et varigt minde. Med denne biografi om Grethe Kolbe, har vi fået
et varigt minde om den kvindelige dirigent, der i mere end et kvart århundrede
var med til at præge dansk musikliv. Hun var den første kvinde
der dirigerede Det Kgl. Kapel i 1945. Især huskes hun for de mere
end 25 år hun var dirigent for Radio Underholdningsorkesteret. Sidste
del af bogen indeholder interview af en lang række personligheder
i dansk musikliv, som fortæller om deres personlige oplevelser med
Grethe Kolbe.
Biografien findes også som lydbog. Annie Brøndsholms veloplagte og smilende
stemme gør det til en fornøjelse at lytte til.
Grethe Kolbes eget ønske
Gennem Dansk Kapelmesterforening er der oprettet et mindelegat i Grethe Kolbes
navn. Legatet skal uddeles til en kapelmester eller aspirant, fortrinsvis
en kvindelig. Legatet blev uddelt første gang 21. december 1997
til den estisk fødte dirigent Kaisa Roose, der er uddannet i Danmark.
Man kan se langt i koncertprogrammerne herhjemme efter kvindelige dirigenter.
De få, der er uddannet herhjemme, er taget til udlandet, hvor der
generelt er bedre muligheder. Og set i det lys står Grethe Kolbe
stadig som en ener og et stort forbillede. Man må håbe, at
hendes profeti: “Der vil blive flere i fremtiden” – snart
vil gå i opfyldelse.
Aktuelt, 30. november 2000
af Lilo Sørensen
Mesteren, et portræt af kongelig kapelmusikus, solotrompetist Knud
Hovaldt. Han var værdsat af dirigenter og komponister og blandt
de bedste trompetister i Europa. Nu har trompetisten Knud Hovaldt fået
sin egen fine og underholdende portrætbog.
De, der husker trompetisten Knud Hovaldt (f. 1926), vil aldrig glemme hans
legende, elegante spil på trompeten. Og har man blot én gang
hørt Knud Hovaldt spille Haydns trompetkoncert i Es-dur, glemmer
man det aldrig. Man glemmer heller ikke Hovaldts enorme fysik – en stor
mand med et rundt hoved, hvor milde, venlige øjne humoristisk dominerede.
Når han spillede, gik ansigtskuløren fra rødmosset
til det alarmerende højrøde, men hvilket trompetspil! Knud
Hovaldt fik sin første trompet hos spejderne, og derfra gik karrieren
over militærmusikken og morskabsteatret til en stilling som 4. trompetist
i Radioens Symfoniorkester i 1949, kun 23 år gammel. Den faste stilling
var et trin videre i karrieren, men gjorde også en ende på
de mange løse jobs på værtshuse og i underholdningsetablissementer.
Kun et år efter ansættelsen skulle orkesterets trompetister
konkurrere om pladsen som 1. trompetist. Dommerpanelet havde ingen problemer
med at udvælge Knud Hovaldt – til stor forargelse for et par af
de vragede trompetister, der mente at en tidligere værtshusmusiker
ikke var værdig til pladsen.
FAR OG SØN
Det var en uafviselig kendsgerning, at Knud Hovaldt som 25-årig
hørte til blandt de bedste trompetister i Europa, værdsat
af dirigenter og komponister, der komponerede specielt til ham. Han havde
kontakt til de bedste trompetister, studerede bl.a. i Wien, var solist
ved en BBC koncert i Royal Albert Hall i London, spillede i fjernsynets
mange underholdningsprogrammer og havde masser af koncerter bl.a. sammen
med sønnen Gorm Hovaldt, der arvede sin fars talent for trompeten.
Kirkekoncerterne fik en særlig plads i Knud Hovaldts karriere, og
specielt de tilbagevendende julekoncerter for Hjerteforeningen blev en
tradition, som Gorm Hovaldt i dag står i spidsen for. I 1960 konkurrerede
Knud Hovaldt sig ind i Det Kgl. Kapel, hvor han igennem 27 år fik
mange store oplevelser hjemme og i udlandet. Han spillede under flere
af tidens store danske og udenlandske dirigenter, bl.a. den temperamentsfulde
rumænske Celibidache, der næsten drev musikerne til vanvid,
mens publikum var ellevilde. Mange teatergængere vil sikkert erindre,
at der specielt før i tiden under en forestilling altid var en
livlig trafik af messingblæsere ud og ind af orkestergraven. Musikerne
vidste præcis, hvor mange minutter og takter, der var til næste
indsats, men når de så vandrede ind igen, støjede det
ofte mere, end godt var, og mere alvorligt var det en dag, hvor en af
musikerne væltede en stor gong midt i en arie.
KNUD OG KONGEN
Anekdoter er der masser af i Annie Brøndsholms fine portræt
af Knud Hovaldt. Bogen giver et indblik i denne trompetmesters indholdsrige
liv, hans formidable teknik og store betydning for trompetspillet i al
almindelighed. Dertil er bogen spækket med værdifulde faktuelle
oplysninger, og de mange billeder fornøjer og understøtter
teksten fint. Annie Brøndsholm har tidligere skrevet “Jeg
mærkede suset” om dirigenten Grethe Kolbe, og med bogen om
Knud Hovaldt er der sørget for, at Hovaldts betydning for det danske
orkestermiljø ikke bliver glemt. Knud Hovaldt har fødderne
dybt plantet i den danske tradition, men opnåede tillige international
anerkendelse for sit sublime trompetspil. Hans gode vendelboske lune fornægter
sig aldrig. Da Frederik IX fyldte 70 år, var der efter en koncert
med Kapellet efterfølgende sammenkomst på Amalienborg. Kong
Frederik sludrede på et tidspunkt med Knud Hovaldt i baren, indtil
dronning Ingrid afbrød deres hyggelige samtale: “Ja! Rico,
der er også andre gæster,” hvortil kongen svarede: “Men
der er ingen, der er så sjov som ham her”.
Filmfotograf Arne Abrahamsen, 14. august 2003
Mesterværk. At skrive en biografi er lidt af et kunststykke, fordi
den både skal indfange det væsentligste om den biograferede,
skal fange læseren ind så denne ikke tabes undervejs, og når
man så er færdig med læsningen, skulle man gerne være
blevet adskilligt klogere på personen. Det er dét som Annie
Brøndsholm formår med sin rigt fascinerende bog, hvor hun
med munterhed og alvor fortæller historien om drengen fra Nordjylland,
der kom på verdenskortet med sin sølverlyd fra trompeten.
Det er en bog man både sluger som underholdning med også kan
anvende næsten håndbogsagtigt, hvis man interesserer sig for
musik og ikke mindst messinginstrumenternes historie.
Beth Friis, 17. august 2003
Mesteren med trompeten. Er lige blevet færdig med at læse
denne fantastiske biografi om vores alle sammens store stolthed, Knud
Hovaldt, som bare kunne det der med en trompet.
Bogen har været en fornøjelse at læse specielt på
grund af Annie Brøndsholms dejlige måde at skrive på.
Jeg kan varmt anbefale den til alle som både elsker musik og en
velskrevet fortælling.
Leif Uldam, 5. september 2000
Knud Hovaldt -- Trompetisten Par Excelence. En spændende og underholdende
bog om den store danske trompetist og livsnyder Kgl. Kapelmusikus Knud
Hovaldt. Læseren får også kendskab til en lang række
verdenskendte musikere og dirigenter. Biografien er både morsom
og belærende. En oplagt gaveidé.
Hanne Sjøland, 13. august 2003
Mesteren. Bogen om en stor dansk trompetist Knud Hovaldt, også kaldet
The Great Dane, er særdeles velskrevet og fængslende. Jeg
kan varmt anbefale den.
Lektørudtalelse
Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau
Musikbog med fokus på kvindelige dirigenter. Der er ikke skrevet meget om dette
emne, primært findes oplysninger om kvindelige dirigenter i musikreferenceværker
eller i Musikkens førstedamer fra 1992.
Beskrivelse
Forsidens hånd med dirigenttakstok anslår temaet fornemt.
Titel og undertitel er tydeligt at læse, og bagsideteksten er forbilledeligt
klar og målrettet: At kvindelige dirigenter er en sjældenhed
og at denne bog præsenterer kvindelige dirigenter med dansk tilknytning.
Sprogligt er bogen letflydende og nem at læse. Forfatteren har interviewet
bl.a. Malko-vinderen fra 2005: Mei-Ann Chen og koryfæet Grete Kolbe.
Dvs. at bogen udformer sig som interviews med disse kvinder, der alle
har kæmpet mod en mandsdomineret verden. Alle billeder i bogen er
private, hvilket dog ikke er et minus. Satsen og opsætningen af
teksten er forbilledlig let og overskuelig.
Sammenligning
I 1992 kom bogen Musikkens førstedamer af Elisabeth Saugmann, der
bl.a. indeholdt opslag om kvinder på dirigentpodiet. Forfatteren
har tidligere skrevet bogen Jeg mærkede suset, 1999 om Grete Kolbe,
der indleder denne bogs præsentationsrække.
Samlet konklusion
Bogen fylder et hul ud med sit fokus på en sjældenhed: Den
kvindelige dirigent. I interviewform udspørger forfatteren en række
kvindelige dirigenter, der alle har en form for tilknytning til Danmark
og den danske klassiske musikscene. Den er letlæst og vil interessere
alle, der har lyst til at blive klogere på, hvad der driver dirigenter
generelt og kvindelige dirigenter specifikt.
Lektør: Sanne Caft
Læs om lektøren
Ugebladet SØNDAG nr. 26, 2008
NÅR KVINDER DIRIGERER
Der er noget utroligt fascinerende over dirigenter, der står dér foran
et kæmpeorkester og svinger med en lille, spinkel stav og får
samlet alle musikernes lyde til noget fælles og smukt. I sjældne
tilfælde er orkesterdirigenten oven i købet en kvinde, og
det bliver fascinationen næppe mindre af. Og det er netop nogle
af disse sjældne, kvindelige dirigenter, som forfatteren Annie Brøndsholm
har interviewet og portrætteret i bogen “Kvinder med takt og toner”. Det er en omhyggelig bog i en behagelig tone, der fuld
af takt spørger ind til et liv med musikken uden at rode rundt
i det mest private. Vi får fem kvindeportrætter. Det ene er
af Danmarks første kvindelige dirigent Grethe Kolbe og stammer
fra bogen “Jeg mærkede suset”, som samme forfatter tidligere
har skrevet om og med Grethe Kolbe. De fire andre dirigenter er yngre,
der alle fortæller interessant om kvinders liv i et fag, som stadig
er domineret af mænd, selv om Grethe Kolbe fortrøstningsfuldt
sagde til Berlingske Tidende tilbage i 1945: “Om 50 år er
der sikkert mange kvinder her i landet, som dirigerer og så vil
man ikke synes, det er mærkeligt”. bb
Annie Brøndsholm: “Kvinder med takt og toner”, 227 s., 298 kr., Forlaget Skytten
DAM Dansk Amatørmusik, september 2008
Boganmeldelse
Kvinder med takt og toner
Portræt af kvindelige dirigenter
Skrevet af Annie Brøndsholm
Udgivet af Forlaget Skytten
ISBN 87987388831
Verden er globaliseret,
de kvindelige ledere stormer frem, men den kvindelige dirigent er endnu
en sjælden race. Mangler kvinder mon mod til at dirigere eller modet
til at påtage sig lederskab er der noget, der står i vejen?
Kvindelige præsidenter er en mangelvare, det samme med fodbolddommere,
og hvad med den kvindelige general? Det er nok den allersidste bastion
manden giver fra sig.
Hvad er det, der trækker, når en kvinde springer op på et podium
og løfter armene foran orkestret – lederskab eller kun musikken?
I denne bog fortæller 5 kvindelige dirigenter om uddannelse, arbejde, modstand
og store oplevelser. Alle har de stærk tilknytning til Danmark,
selv om de ikke alle er født her.
Vi møder Grethe Kolbe, hvor stoffet er hentet fra en allerede udgivet bog af samme
forfatter: “Jeg mærkede suset”. Kaisa Roose født
og opvokset i Estland. Anne Marie Granau født på Mols og
opvokset i København. Dorrit Matson født i Virum og bosat
i USA. Mei Ann Chen født i Taiwan og vinder af Malko-konkurrencen
2005.
Stoffet er hentet fra interview med de enkelte dirigenter og giver et godt og til tider
spændende indblik i dagligdagens mange gøremål. Udover
et godt og velskrevet forord af dirigent Frans Rasmussen, er der interview
med dirigent Henrik Vagn Christensen, dirigent Tamas Vetö, dirigent
og professor Michael Tabachnik, chefdirigent Thomas Dausgaard, cand.phil
Martin Granau, soloklarinetist Steven Hartman, violinist Dr. Frank Foerster,
violinist Elizabeth Miller, cellist Lawrence Zoernig og Mayuki Fukuhara
violinist.
Bogen er absolut læseværdig og giver et fint og nuanceret portræt af
de 5 kvindelige dirigenter.
Hans Hovaldt
Musikeren, marts 2008
af Stinne Lender
I ‘Kvinder med takt og toner’ fortæller de fem kvindelige
dirigenter, Grethe Kolbe, Kaisa Roose, Anne Marie Granau, Dorrit Matson
og Mei-Ann Chen, deres historie til Annie Brøndsholm, som i en
skønlitterær og fabulerende stil videregiver disse personlige
og detaljemættede beretninger. Kvindelige dirigenter er stadig en
sjælden race, og derfor er der brug for fokus og opmærksomhed.
Og det får man i denne bog, som med respekt og varme fortæller
kvindernes historier uden at falde i den grøft, hvor bebrejdelserne
er ved at falde over hinanden i berettiget harme over de uretfærdigheder,
disse kvindelige pionerer er udsat for. For det er uretfærdigt,
at man som kvindelig dirigent skal kæmpe ekstra hårdt for
at blive taget alvorligt, og at man ofte fremstår som et eksotisk
indslag, når man stiller sig på podiet. Men i denne bog ses
der fremad, der fokuseres på en fremtid, der indebærer flere
og flere kvindelige dirigenter, som slår takten på lige fod
med deres mandlige kolleger.
Annie Brøndsholm indleder bogen med en medrivende beretning om
Malko-konkurrencen 2005, der for første gang nogensinde blev vundet
af en kvinde, nemlig Mei-Ann Chen. Herefter får de fem kvinder på
skift ordet, og fortæller i tilpas lange afsnit deres historier,
fra de fra barnsben blev dedikerede til musikken. Hele tiden skinner Brøndsholms
fabulerende og personlige stil igennem, så bogen i sit hele fremstår
meget harmonisk, uden at den enkelte kvinde mister sin særegenhed.
Kvinderne fremstår tværtimod meget skarpt og meget forskellige.Mellem
de fem portrætter er der elegante overgange, der fungerer som små
introducerende appetitvækkere. Bogen er illustreret både med
kvindernes egne snapshots og af mere officielle fotos, hvilket klart illustrerer
den blanding af privatliv og officielt arbejdsliv, portrætterne
er præget af.
En vedkommende bog om vedkommende kvinder med både takt og toner.
Annie Brøndsholm
‘Kvinder med takt og toner’
221 sider, ill.
Forlaget Skytten 2007
Netavisen Optakt
I dag 1.12.07 udkommer Annie Brøndsholms bog Kvinder med takt og
toner, portræt af kvindelige dirigenter. Annie Brøndsholm
udgav i 1999 en bog om Danmarks første kvindelige professionelle
orkesterdirigent, Grethe Kolbe. Grethe Kolbe er også med i den nye
bog, men nu omgivet af fire yngre kvinder, hvis dirigentkarriere har fascineret
forfatteren.
De fire er Kaisa Roose fra Estland som har studeret i Danmark og dirigeret
Det Kgl. Kapel, danskfødte Dorrit Matson der nu er bosat i USA
og har grundlagt orkestret The New York Scandia Symphony, Anne Marie Granau
som er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på
The Royal College of Music i London, og som har haft dirigentopgaver i
begge lande, Mei-Ann Chen fra Taiwan der i 2005 blev den første
kvindelige vinder af Danmarks Radios Malko-konkurrence. Annie Brøndsholm
er fascineret af kvindernes vilje til at kæmpe sig frem i et mandsdomineret
erhverv. Og hun er selv et eksempel på en kvinde som med stor viljestyrke
kæmper for at realisere sine drømme.
Efter et langt arbejdsliv som sekretær i Tele Danmark kastede hun
sig ud i portrætbogen om Grethe Kolbe. Derefter blev hun opfordret
til at skrive den legendariske solotrompetist Knud Hovaldts biografi,
og nu har hun altså udgivet endnu en bog på sit eget Forlaget
Skytten.
Kristeligt Dagblad, 21. januar 2008.
Drømmen om dirigentstokken
af Johanne Duus Hornemann
I en mandsdomineret verden er kvindelige dirigenter et særsyn. Forfatter
Annie Brøndsholm har skrevet en bog om fem af de få, der
har trodset statistikken.
Mei-Ann Chen vandt som den første kvinde Danmarks Radios internationale
Malkokonkurrence for unge dirigenttalenter i 2005.
Det var den 21. februar 1945. Anden Verdenskrig nærmede sig sin slutning. Forfatter
Annie Brøndsholm var ni år gammel og pavestolt. Hun skulle
til fin koncert med Det Kongelige Kapel, som denne aften blev dirigeret
af hendes mors kusine, yndlingstanten Grethe Kolbe. Koncerten begyndte
allerede klokken 18.00, for den skulle være slut og publikum hjemme
inden udgangsforbuddet klokken 20.00. Koncerten var udsolgt og presseopbuddet
enormt. Langt større end ved kapellets øvrige koncerter.
For første gang nogensinde blev det nemlig dirigeret af en kvinde.
Forud for koncerten sagde Grethe Kolbe til pressen, at det om 50 år ikke længere
ville være mærkeligt med kvindelige dirigenter. Hun tog fejl.
Nu har Annie Brøndsholm skrevet bogen “Kvinder med takt og
toner”. Et portræt af fem kvindelige dirigenter, fire unge
og pioneren Grethe Kolbe, der døde i maj 1997, 86 år gammel.
Det er en bog om fem kvindelige ildsjæles drømme, hårde
arbejde og kampen for at føre drømmen ud i livet.
Mens Grethe Kolbe endnu levede, talte hun ofte med Annie Brøndsholm om kvindelige
dirigenter og manglen på samme. Det lå Grethe Kolbe meget
på sinde, og hun håbede, at en kvinde en dag ville få
chancen ved Danmarks Radios internationale dirigentkonkurrence, Malkokonkurrencen.
Måske en adgang til, at verden derigennem ville få øje
på kvinderne. I 2005 skete det. Mei-Ann Chen fra Taiwan blev den
første kvindelige vinder af konkurrencen for unge dirigenttalenter.
– Da var tiden inde, tænkte jeg. Nu skete det, Grethe Kolbe
havde drømt om så længe, siger Annie Brøndsholm.
Herefter begyndte flere års intensivt arbejde med at portrættere
Kaisa Roose fra Estland, de to danskere Dorrit Matson og Anne Marie Granau,
Mei-Ann Chen og deres anerkendte og højt respekterede forgænger
Grethe Kolbe.
– Kvindelige dirigenter er en mangelvare. Ligesom kvindelige ledere
er det i erhvervslivet i det hele taget. Det er en vigtig historie at
fortælle. Kvinderne bidrager til musikken med deres egen palet af
farver. De er vigtige for musikkens mangfoldighed, siger Annie Brøndsholm.
Selvom de fire unge dirigenter er en minoritet i deres fag, ligesom Grethe Kolbe var
det, er der dog sket noget siden den vinterdag i 1945, hvor Annie Brøndsholm
som niårig var til koncert med Det Kongelige Kapel. For mens Grethe
Kolbe oplevede, at omverdenen dengang havde stor modstand mod kvindelige
dirigenter, er de fire andre sikre på, at der i dag er plads til
kvinderne, hvis de er gode nok.
– Langt op i Grethe Kolbes karriere var kvinders plads i hjemmet.
Her dirigerede de, men fik så til gengæld ikke lov til at
dirigere noget udenfor. Det var mændenes domæne.
– Kaisa Roose fortalte mig i forbindelse med bogens tilblivelse,
at hvis nogen i dag undrer sig over, at der står en kvindelig dirigent
over for et orkester, opfatter hun det som en positiv opmærksomhed.
Så der er heldigvis sket en forandring, siger Annie Brøndsholm.
Men det er stadig et mandefag. For med et arbejde, der reelt er en livsstil og næsten
kræver mere end alt, er det svært at skabe et normalt familieliv
med mand og børn. Også selvom børnene ikke længere
kun er kvindernes ansvar.
– Det er ikke balletsylfider, der bliver dirigenter. Det er kvinder
med pondus, og hverken mænd eller kvinder går ind i det fag
uden at ville det. Det er fascinerende.
“Kvinder med takt og toner” er udkommet på Annie Brøndsholms
eget Forlaget Skytten.